Styr din PS4-konsol fra en mobilenhed

Installér [PS Remote Play] på din mobilenhed som f.eks. en Android™‑smartphone eller ‑tablet, iPhone digital mobilenhed eller iPad digital mobilenhed, og opret derefter forbindelse til din PS4-konsol.

Klargøring

Du skal bruge følgende for at kunne bruge Remote Play:

  • Android™-smartphone eller -tablet, iPhone eller iPad
    Få oplysninger om systemkrav i Google Play™ eller App Store.
  • PS4-konsol
    Opdater altid din PS4-konsol til den nyeste version af systemsoftwaren.
  • En konto til PlayStation™Network
    Brug den samme konto, som du bruger til din PS4-konsol. Hvis du ikke har en konto, skal du først oprette en.
  • Internetforbindelse med høj hastighed
    Vi anbefaler som standard, at du bruger en internetforbindelse med høj hastighed med en upload- og downloadhastighed på mindst 5 Mbps. Vi anbefaler at bruge en internetforbindelse med høj hastighed med en upload- og downloadhastighed på mindst 15 Mbps for at opnå den bedste præstation.
    For at bruge mobildata til Remote Play skal du konfigurere din mobilenhed. Se flere oplysninger her "Klargør din mobilenhed".
  • Remote Play bruger mange flere data end de fleste video-streamingtjenester. Hvis du bruger Remote Play med mobildata, skal du passe på ikke at overskride dit dataloft eller udløse en stor regning for din mobiltelefon.
  • Du kan forbinde din trådløse controller til din mobilenhed. Få flere oplysninger om, hvordan du forbinder din trådløse controller ved at se "Brug en trådløs controller.
  • Du skal bruge en mikrofon, som f.eks. den indbyggede mikrofon på din mobilenhed, for at bruge voice chat.

Installation af appen

Download og installér [PS Remote Play] på din mobilenhed fra Google Play™ eller App Store. Du kan bruge appen til at oprette forbindelse til din PS5-konsol og PS4-konsol. Du kan også få adgang til Google Play™ eller App Store ved at bruge følgende 2D-koder. Du skal kun gøre følgende første gang, du bruger appen.

Opsætning af din PS4-konsol

Opsæt din PS4-konsol på følgende måde. Du skal kun gøre dette første gang, du bruger Remote Play:

  • Gå til [Indstillinger] > [Indstillinger for Remote Play-forbindelse] fra funktionsskærmen, og aktivér [Aktivér Remote Play].
  • Gå til [Indstillinger] > [Kontohåndtering] > [Aktivér som din primære PS4] fra funktionsskærmen, og vælg derefter [Aktivér]. Du kan kun aktivere denne indstilling på én PS4-konsol for hver konto. Få mere at vide om aktivering af din PS4-konsol som din primære konsol i Brugervejledningen til PS4.
  • Vælg [Indstillinger] > [Strømspareindstillinger] > [Indstil funktioner, som er tilgængelige i pausetilstand] for at starte Remote Play, mens din PS4-konsol er i pausetilstand. Markér derefter afkrydsningsfelterne for [Bevar forbindelsen til internettet] og [Aktiver tænding af PS4 fra netværk].

Klargør din mobilenhed

For at bruge mobildata til Remote Play skal du konfigurere din mobilenhed. Afhængigt af din mobiloperatør og netværksbetingelser kan du muligvis ikke bruge mobildata til Remote Play.
Hvis din enhed er forbundet til Wi-Fi®, fortsætter du med at bruge trådløst netværk, når du starter Remote Play.

1.
Start [PS Remote Play] på din mobilenhed, og vælg derefter [Log på PSN].
2.
Log på med den samme konto, som du bruger til din PS4-konsol.
3.
Vælg [Indstillinger] i øverste højre hjørne af skærmen, og aktivér [Mobildata] > [Bruger mobildata].
4.
Vælg [OK].
  • Vi anbefaler, at du aktiverer [Giv mig besked, når jeg bruger mobildata]. Du modtager en besked, hver gang du starter Remote Play ved hjælp af mobildata.
  • Du kan vælge billedkvaliteten for Remote Play, når du bruger mobildata. Vælg [Videokvalitet for streaming] for at tilpasse denne indstilling. Datatrafik kan variere afhængigt af den videokvalitet, du vælger.

Start af Remote Play

Du skal gøre følgende, hver gang du opretter forbindelse til din PS4-konsol fra din mobilenhed.

1.
Tænd for din PS4-konsol, eller sæt den i pausetilstand.
2.
Start [PS Remote Play] på din mobilenhed, og vælg derefter [Log på PSN].
3.
Log på med den samme konto, som du bruger til din PS4-konsol.
4.
Vælg [PS4].
Appen søger efter PS4-konsollen, som du opsatte i Opsætning af din PS4-konsol og opretter derefter forbindelse. Når den har oprettet forbindelse, vises skærmen på din PS4-konsol på din mobilenhed, og du kan begynde at bruge Remote Play.
Fra anden gang du opretter forbindelse og efterfølgende, kan du vælge konsollen, som du tidligere har oprettet forbindelse til.
  • Kontrollér, at din enhed opretter forbindelse korrekt, mens du er i nærheden af din PS4-konsol, før du forsøger at oprette forbindelse uden for hjemmet.
  • Se "Når Remote Play ikke er tilgængelig", hvis appen ikke kan finde den enhed, du vil oprette forbindelse til, eller hvis du ikke kan bruge Remote Play.

Remote Play-kontrolelementer

Hvis du trykker på skærmen på din mobilenhed under Remote Play, vises controllerknapperne.

Hvis du bruger en Android™‑smartphone eller ‑tablet, kan knappernes og ikonernes udseende variere.

Hvis du vælger [valgmuligheder], vises kontrolpanelet.

Du kan gøre følgende fra kontrolpanelet:

  • Indstillinger
    Ændr indstillinger som f.eks. skærmretning, og hvordan controllerknapperne vises. Du afslutter også Remote Play på kontrolpanelet.
  • SHARE-knap
    Udfør de samme funktioner som controllerens SHARE-knap.
  • PS-knap
    Vis hjemmeskærmen på din PS4-konsol.
  • Mikrofonstatus
    Vælg [Mic til]/ [Mic fra] for at slå mikrofonen til eller fra.

  • INDSTILLINGSKNAP
    Udfør samme funktioner som controllerens INDSTILLINGSKNAP.
  • Luk
    Luk kontrolpanelet.

Afslutning af Remote Play

1.
Tryk på skærmen under Remote Play.
Controllerknapperne vises.
2.
Vælg [valgmuligheder] i skærmens nederste højre hjørne.
Kontrolpanelet for Remote Play vises.
3.
Vælg [Indstillinger], og vælg derefter [Afbryd].
Du får vist en meddelelse, hvor der står "Denne Remote Play-session bliver afbrudt.".
Markér afkrydsningsfeltet for [Sæt den tilsluttede konsol i pausetilstand] for at afslutte Remote Play, mens din PS4-konsol er i pausetilstand.
4.
Vælg [OK].
Remote Play afsluttes, og skærmen vender tilbage til den oprindelige tilstand, før din mobilenhed blev tilsluttet din PS4-konsol.